Argumenter for, hvordan de fire pædagogiske traditioner kan inspirere til, at
børn udvikler sig gennem erfaringer. Hvordan adskiller argumentationerne sig
fra hinanden?
Pædagogisk realisme:
- Barnet skal tilpasses samfundet ved at optage
opdragelsen, uddannelsen eller undervisningen gennem erfaringer. Hensynet
til barnet varierer inden for forskellige traditioner for pædagogisk
realisme.
- Dannelse er tilpasset verden.
- Pædagogisk realisme kan inspirere til at børn
udvikler sig gennem erfaringer, ved at vejen allerede er ret klar fordi
erfaringerne allerede er gjort på forhånd, altså din far er allerede
tømre, og nu skal du bare gøre det samme som ham. Man skal tilpasse sig hvad samfundet
vil. Man overfører erfaringer til næste generation og man bliver
specialiseret i det man skal, man skal kun en ting og det bliver man god
til.
Humanistisk pædagogik:
- Barnet skal udfolde sine særevner i forhold til
opdragelsen, uddannelsen og undervisningens indhold for at forstå det.
Synet på, hvad der er rammerne for den personlige erkendelse, varierer
inden for forskellige traditioner for humanistisk pædagogik.
- Mennesket i centrum = minus autoriteter.
- Fokus flyttes fra ydre vilkår som instruktioner til
indre vilkår som forståelse.
- Forståelse ud fra den eksisterende viden og udfoldelse
af sær evner.
- Man har meget mere fokus på det enkelte individ. Hvad
har det enkelte barn behov for.
- Man skal også tilpasses samfundet men man skal forstå
hvorfor man gør det.
- Humanistisk pædagogik kan inspirere til at børn
udvikler sig gennem erfaringer, ved at have fokus på hvad det er barnet
vil og hjælpe det på vej til at udvikle lige præcis det som barnet er god
til.
Kritisk pædagogik:
- Forholdet mellem barnet og opdragelsen, uddannelsen og
undervisningens indhold er skabt af bestemte magtrelationer i samfundet.
Disse skal afsløres, for at barnet kan leve frit. Synet på, hvad der er
hensigtsmæssige magtforhold i samfundet, kan varierer inden for
forskellige traditioner for kritisk pædagogik.
- Sammenhæng mellem samfundsudviklingen og individet.
- Magtforhold mellem samfundet og individet.
- Opgør mellem sociale positioner og viden.
- Man behøver ikke være tømrer fordi ens far var.
- Kritisk pædagogik kan inspirere til at børn
udvikler sig gennem erfaringer, ved at man er meget kritisk så at barnet
kan frigøre sig og finde sine egne meninger. Barnet kan bestemme helt selv
og bliver nød til at lærer af sine egne erfaringer.
Konstruktivistisk pædagogik:
- Al indhold i opdragelsen, uddannelse og undervisning er
konstruktioner – hvad enten barnet selv har skabt dem (konstruktion),
genskabt dem (rekonstruktion) eller opdelt dem i delelementer og forholdt
sig kritisk dertil (dekonstruktion). Barnet må vedvarende revurdere sin
konstruktion og dermed sin forståelse af opdragelsen, uddannelsen og
undervisningens indhold. Om konstruktionen deraf foregår som en
individuel, dialektisk eller en social proces, varierer inden for
konstruktivistisk pædagogik. I de fleste tilfælde vil man opfatte læring
som noget man skaber i fællesskab.
- Forståelse er individuel i forhold til den konstruktion
(skemaer),som individet opbygger gennem viden og erfaringer.
- Stærkt fokus på individet.
- Konstruktivistisk pædagogik kan inspirere til at
børn udvikler sig gennem erfaringer, ved at give barnet ansvaret for at
vurdere og revurdere indholdet i undervisningen, opdragelsen og uddannelsen. Barnet afhænger af sine
egne erfaringer. Der er mange flere sandheder.
Hvilke styrker og svagheder har de
forskellige teorier?
Styrker
Pædagogisk realisme: Du ved
hvad du skal. Der er meget viden i de erfaringer man får fra ens forældre
(social arv). Man er mere sikker på at alle får et arbejde - dannelse.
Humanistisk pædagogik: Der
var ret meget fokus på det enkelte individs behov.
Kritisk pædagogik: Det er
godt at være kritisk så man er mere bevidst omkring hvad der sker. Man er mere
frigjort og kan danne egne meninger og holdninger.
Konstruktivistisk pædagogik:
Man er mere selvstændig når man selv skal vurdere og revurdere og man har mere
ansvar. Der er forskellige sandheder.
Svagheder:
Pædagogisk realisme: Der er
ikke plads til at man selv kan bestemme hvad man vil eller plads forskellighed.
Mange forventninger fra samfundet.
Humanistisk pædagogik: Der
er stører forventninger til det enkelte fordi nu skal man også forstå hvorfor
man gør som man gør.
Kritisk pædagogik: Det kan
også være en ulempe at være for kritisk.
Konstruktivistisk pædagogik: Hvis
man ikke selv kan tage ansvar for sig selv er det ikke sikkert man bliver til
noget. Mange kan blive stresset over ikke at vide hvad man skal, så er det
måske lettere hvis man får af vide at du skal være tømrer som din far.
Kan man have en pædagogisk praksis
uden bagvedliggende teori? I givet fald, hvordan vil det se ud?
Ja, det mener vi at det kan man godt, men konceptet ville højst sandsynligt kunne
sættes i en boks. Det vil være svært at sige konkret, hvordan det ville se ud.
Det er forskelligt alt efter, hvilke mennesker der skulle stå for det og hvilke
værdier de mennesker har.
Dannelse handler ikke om
disciplinering og tilpasning, men om overskridelse og forandring. Overvej,
hvilke barrierer der kan være i institutionen i forhold til at understøtte
dannelsesprocesser. Tænk både på forhold hos pædagogen, forhold i institutionen
og i samfundet
Det
er helt klart en barriere at der er så travlt i institutionen, man har ikke tid
til at understøtte de forskellige børns dannelsesprocesser, men kun
koncentrerer sig om at få hverdagen til at hænge sammen. Og der er pres fra
samfundets side om at børnene skal være i institution i så lang tid, fordi
forældre skal arbejde så meget.
Diskutér, hvordan pædagogikken i
institutionen kan give mulighed for, at barnet kan komme til at stå i forhold
til både sig selv, samfundet og verden. Hvilke indhold skal børn præsenteres
for, og hvilke processer bør man som pædagog understøtte?
Motoriske
processer og sproglige processer, så man er godt stillet i forhold til at
skulle være god i skolen og blive en god kammerat. Der skal være god balance
mellem materiel dannelse og formale dannelse.
Mange peger på, at vi lever i et
senmoderne samfund, der er præget af autoritetstab, hvorfor dannelse bliver til
selvdannelse. Hvilken rolle får pædagogen i dette samfund? Hvordan kan denne
rolle bedst udfyldes.
Vi får en mindre rolle. Vi bliver mere en slags guide og eksempel på, hvordan vi
mener man skal være som menneske. Det kan helt sikkert kun blive en mindre
rolle som resultat af den måde vi bliver prioriteret af samfundet og
politikkerne.
Diskutér de opgaver, pædagogiske
institutioner har i dagens samfund og vurdér, hvordan uddannelsen kvalificere
studerende til at løse dem.
Vi skal sikre udvikling trivsel og læring, og især
spotte hvis der er nogen der har nogen vanskeligheder der gør at der er
mere der skal sættes ind overfor det barn, så vi kan sikre trivsel,
udvikling og læring. Det er vores uddannelse med til at gøre.
Er samfundsmæssig bevidsthed
nødvendig for pædagogens arbejde i dag? Diskutér hvordan den kommer i spil i
det daglige arbejde.
Ja, hvis der ikke er samfundsmæssig bevidsthed risikere
vi at vores arbejde bliver set som ikke vigtig og et sted hvor politikerne
mener at de sagtens kan spare. Den kommer meget i spil i hverdagen når
forældre kommer ind og ud af institutionen.
Hvordan skal pædagogen løse
dilemaet mellem kravene fra ”den anden” (barn, bruger, borger) og de
betingelser samfundet stiller for pædagogisk arbejde?
Vi skal finde en balance mellem krav fra bruger og
betingelser for samfundet, men vores pædagogiske opgave er at sørge for at
der ikke blive gået for meget på kompromis med brugernes behov, vores
opgave er at råbe op om hvor vigtigt vores arbejde er.