Refleksionsspørgsmål til pædagogik, dannelse og den professionelle pædagog

Argumenter for, hvordan de fire pædagogiske traditioner kan inspirere til, at børn udvikler sig gennem erfaringer. Hvordan adskiller argumentationerne sig fra hinanden?

Pædagogisk realisme:

• Barnet skal tilpasses samfundet ved at optage opdragelsen, uddannelsen eller undervisningen gennem erfaringer. Hensynet til barnet varierer inden for forskellige traditioner for pædagogisk realisme.
• Dannelse er tilpasset verden.
• Pædagogisk realisme kan inspirere til at børn udvikler sig gennem erfaringer, ved at vejen allerede er ret klar fordi erfaringerne allerede er gjort på forhånd, altså din far er allerede tømre, og nu skal du bare gøre det samme som ham.  Man skal tilpasse sig hvad samfundet vil. Man overfører erfaringer til næste generation og man bliver specialiseret i det man skal, man skal kun en ting og det bliver man god til.

Humanistisk pædagogik:

• Barnet skal udfolde sine særevner i forhold til opdragelsen, uddannelsen og undervisningens indhold for at forstå det. Synet på, hvad der er rammerne for den personlige erkendelse, varierer inden for forskellige traditioner for humanistisk pædagogik.
• Mennesket i centrum = minus autoriteter.
• Fokus flyttes fra ydre vilkår som instruktioner til indre vilkår som forståelse.
• Forståelse ud fra den eksisterende viden og udfoldelse af sær evner.
• Man har meget mere fokus på det enkelte individ. Hvad har det enkelte barn behov for.
• Man skal også tilpasses samfundet men man skal forstå hvorfor man gør det.
• Humanistisk pædagogik kan inspirere til at børn udvikler sig gennem erfaringer, ved at have fokus på hvad det er barnet vil og hjælpe det på vej til at udvikle lige præcis det som barnet er god til.

Kritisk pædagogik:

• Forholdet mellem barnet og opdragelsen, uddannelsen og undervisningens indhold er skabt af bestemte magtrelationer i samfundet. Disse skal afsløres, for at barnet kan leve frit. Synet på, hvad der er hensigtsmæssige magtforhold i samfundet, kan varierer inden for forskellige traditioner for kritisk pædagogik.
• Sammenhæng mellem samfundsudviklingen og individet.
• Magtforhold mellem samfundet og individet.
• Opgør mellem sociale positioner og viden.
• Man behøver ikke være tømrer fordi ens far var.
• Kritisk pædagogik kan inspirere til at børn udvikler sig gennem erfaringer, ved at man er meget kritisk så at barnet kan frigøre sig og finde sine egne meninger. Barnet kan bestemme helt selv og bliver nød til at lærer af sine egne erfaringer.

Konstruktivistisk pædagogik:

• Al indhold i opdragelsen, uddannelse og undervisning er konstruktioner – hvad enten barnet selv har skabt dem (konstruktion), genskabt dem (rekonstruktion) eller opdelt dem i delelementer og forholdt sig kritisk dertil (dekonstruktion). Barnet må vedvarende revurdere sin konstruktion og dermed sin forståelse af opdragelsen, uddannelsen og undervisningens indhold. Om konstruktionen deraf foregår som en individuel, dialektisk eller en social proces, varierer inden for konstruktivistisk pædagogik. I de fleste tilfælde vil man opfatte læring som noget man skaber i fællesskab.
• Forståelse er individuel i forhold til den konstruktion (skemaer),som individet opbygger gennem viden og erfaringer.
• Stærkt fokus på individet.
• Konstruktivistisk pædagogik kan inspirere til at børn udvikler sig gennem erfaringer, ved at give barnet ansvaret for at vurdere og revurdere indholdet i undervisningen, opdragelsen  og uddannelsen. Barnet afhænger af sine egne erfaringer. Der er mange flere sandheder.

Hvilke styrker og svagheder har de forskellige teorier?

Styrker

Pædagogisk realisme: Du ved hvad du skal. Der er meget viden i de erfaringer man får fra ens forældre (social arv). Man er mere sikker på at alle får et arbejde - dannelse.

Humanistisk pædagogik: Der var ret meget fokus på det enkelte individs behov.  

Kritisk pædagogik: Det er godt at være kritisk så man er mere bevidst omkring hvad der sker. Man er mere frigjort og kan danne egne meninger og holdninger.

Konstruktivistisk pædagogik: Man er mere selvstændig når man selv skal vurdere og revurdere og man har mere ansvar. Der er forskellige sandheder. 

Svagheder:

Pædagogisk realisme: Der er ikke plads til at man selv kan bestemme hvad man vil eller plads forskellighed. Mange forventninger fra samfundet.

Humanistisk pædagogik: Der er stører forventninger til det enkelte fordi nu skal man også forstå hvorfor man gør som man gør.

Kritisk pædagogik: Det kan også være en ulempe at være for kritisk.

Konstruktivistisk pædagogik: Hvis man ikke selv kan tage ansvar for sig selv er det ikke sikkert man bliver til noget. Mange kan blive stresset over ikke at vide hvad man skal, så er det måske lettere hvis man får af vide at du skal være tømrer som din far. 

Kan man have en pædagogisk praksis uden bagvedliggende teori? I givet fald, hvordan vil det se ud? 
Ja, det mener vi at det kan man godt, men konceptet ville højst sandsynligt kunne sættes i en boks. Det vil være svært at sige konkret, hvordan det ville se ud. Det er forskelligt alt efter, hvilke mennesker der skulle stå for det og hvilke værdier de mennesker har.

Dannelse handler ikke om disciplinering og tilpasning, men om overskridelse og forandring. Overvej, hvilke barrierer der kan være i institutionen i forhold til at understøtte dannelsesprocesser. Tænk både på forhold hos pædagogen, forhold i institutionen og i samfundet

Det er helt klart en barriere at der er så travlt i institutionen, man har ikke tid til at understøtte de forskellige børns dannelsesprocesser, men kun koncentrerer sig om at få hverdagen til at hænge sammen. Og der er pres fra samfundets side om at børnene skal være i institution i så lang tid, fordi forældre skal arbejde så meget. 

Diskutér, hvordan pædagogikken i institutionen kan give mulighed for, at barnet kan komme til at stå i forhold til både sig selv, samfundet og verden. Hvilke indhold skal børn præsenteres for, og hvilke processer bør man som pædagog understøtte?

Motoriske processer og sproglige processer, så man er godt stillet i forhold til at skulle være god i skolen og blive en god kammerat. Der skal være god balance mellem materiel dannelse og formale dannelse.

Mange peger på, at vi lever i et senmoderne samfund, der er præget af autoritetstab, hvorfor dannelse bliver til selvdannelse. Hvilken rolle får pædagogen i dette samfund? Hvordan kan denne rolle bedst udfyldes.

Vi får en mindre rolle. Vi bliver mere en slags guide og eksempel på, hvordan vi mener man skal være som menneske. Det kan helt sikkert kun blive en mindre rolle som resultat af den måde vi bliver prioriteret af samfundet og politikkerne. 

Diskutér de opgaver, pædagogiske institutioner har i dagens samfund og vurdér, hvordan uddannelsen kvalificere studerende til at løse dem.
Vi skal sikre udvikling trivsel og læring, og især spotte hvis der er nogen der har nogen vanskeligheder der gør at der er mere der skal sættes ind overfor det barn, så vi kan sikre trivsel, udvikling og læring. Det er vores uddannelse med til at gøre.

Er samfundsmæssig bevidsthed nødvendig for pædagogens arbejde i dag? Diskutér hvordan den kommer i spil i det daglige arbejde.
Ja, hvis der ikke er samfundsmæssig bevidsthed risikere vi at vores arbejde bliver set som ikke vigtig og et sted hvor politikerne mener at de sagtens kan spare. Den kommer meget i spil i hverdagen når forældre kommer ind og ud af institutionen.

Hvordan skal pædagogen løse dilemaet mellem kravene fra ”den anden” (barn, bruger, borger) og de betingelser samfundet stiller for pædagogisk arbejde?
Vi skal finde en balance mellem krav fra bruger og betingelser for samfundet, men vores pædagogiske opgave er at sørge for at der ikke blive gået for meget på kompromis med brugernes behov, vores opgave er at råbe op om hvor vigtigt vores arbejde er.